Amager Bio

Lørdag 7. oktober

Danser med Drenge

Om koncerten

Efter et forrygende 2016 med mange udsolgte koncerter, og udgivelsen af koncert-videoen “Skrål … ! Live i Portalen” i november, fortsætter Danser med Drenge koncert-festen i 2017.

Det bliver bandets 21. turné siden starten i 1993 med ialt 625 offentlige koncerter.

Turnéstarten i 2017 foregår på Vendelbohus i Hjørring 21. april. Herefter fortsætter festen rundt i landet på spillesteder og festivaler, inden der traditionen tro sluttes af i hovedstaden i Amager Bio i oktober.

Der er efterhånden mange koncertgæster, der kalder Danser med Drenge for Danmarks bedste liveband. Det er der en grund til, og denne grund bliver åbenbar, når man oplever “Skrål … !”. Der er en sprudlende stemning ved koncerterne, som har karakter af syng-med fester, hvor publikum skråler højt med på de kendte hits – ikke mindst når de inviteres med på scenen for at agere publikumskor bag sangerinde Rie Rasmussen.

Med sangene fra det sidste album fra 2015, Det handler om penge, har Danser med Drenge føjet endnu et par sange til sit store hit-katalog, som mange danskere efterhånden har lært at kende:

Hvorlænge vil du ydmyge dig? – Er der nogen i himlen? – Aldrig undvære dig – Grib chancen – Rejs dig op & kom videre – Kære lillesøster – Læn dig tilbage – Kolde hjerter – Tag godt imod ham

Alle de gamle hits er også på sætlisten i 2017, sammen med flere nye sange, bl.a.: Velkommen Prinsesse og titelsangen fra det seneste album Det handler om penge, som fans’ene har godkendt.

“Det er ikke altid nemt at presse nye sange ind i sættet, fordi publikum er så glade for de kendte hits,” siger Rie Rasmussen. “Derfor er det ekstra skønt at opleve, når folk tager imod de nye sange, sådan som de gjorde sidste år,” siger hun. “Vi glæder os til at fyre både de gamle og de nye sange af igen i 2017.”

Det øvrige band består nu som tidligere af De gamle onkler: Henrik “Onkel” Stanley og Klaus Kjellerup, bandets primære sangskriver – samt de stærkt spillende musikere Steffen Qwist, guitar – Morten “Oberst” Bolvig, keyboards – og Kasper Langkjær, trommer.

Medier